Inlägg

2016-12-02

Modkraft:dk »Fascister har aldrig været velkomne på Nørrebro«

Den mere konfrontatoriske modstand mod For Frihed på lørdag er ikke en ny kamp, som kommer fra venstreradikale miljøer. Det handler også om kampen mellem arbejderbevægelsen og den yderste højrefløj, mener Emil Olsen fra 3F Ungdom.

Af Laura Na og Peter Schwarz-Nielsen

Lørdag den 3. December har det venstreradikale netværk »NoPegida« indkaldt til protesten »Reclaim Copenhagen«.
Her vil de forsøge at »tage« Israels Plads fra gruppen »For Frihed«, der tidligere var kendt som Pegida, som skal mødes på pladsen for at gå til Nørrebro.

Ifølge en video på For Friheds Facebook-begivenhed er deres begrundelse for demonstrationen »jul på Nørrebro«, fordi der ikke er den sædvanlige julepynt i bydelen.
For Friheds talsperson mener, det er ærgerligt, da julepynten er en dansk tradition, man bør værne om.

Nørrebro Lokaludvalg, der plejer at tildele midler til julepynten har dog skrevet på deres hjemmeside, at der ikke er bevilget penge til julebelysningen, udelukkende fordi ansøgningen om midlerne ikke kom rettidigt.

Det er dog ikke alle, der er interesserede i, at For Frihed skal markere vigtigheden for julepynt i bydelen.

Vil sprede hetz og had

Der

er skepsis blandt flere af For Friheds politiske modstandere om,

hvorvidt det er en bekymring for julepynten, der er den egentlige

dagsorden for, at For Frihed skal marchere til Nørrebro.

Simon Bünger fra det venstreorienterede medie Redox mener, at de har »skruet op for provokationerne« ved flere lejligheder og NoPegida, der har arrangeret en modprotest mener kun, at »Pegida spreder hadske budskaber og hetzer mod befolkningsgrupper.«

Læs artiklen »Aktivister i offensiven inden For Frihed-demonstration«

Læs artiklen »Redox: For Frihed har fejlet som massebevægelse, men har succes som aktivister«

Men det giver også mening at lave en historisk skelnen til arbejderbevægelsens kampe mod den yderste højrefløj, når For Frihed specifikt har udset sig Nørrebro som mål for deres optog. Det mener tidligere formand i 3F Ungdom Emil Olsen.

– Nørrebro er et gammelt arbejderkvarter, hvor fascister aldrig har været velkomne. Så derfor er det vigtigt, at vi også i dag stiller os i vejen, når Pegida vil udbrede deres had og fremmedfjendske ytringer mod vores udenlandske kammerater, siger Emil Olsen, der stadig er aktiv i 3F ungdom.

Dermed mener han, at For Friheds kamp mod Islam eller racegjorte, kan sammenlignes med den jødeforfølgelse i 1930’erne op til Anden Verdenskrig.

Nørrebros antifascistiske historie

At byen i samme periode var kampplads for de yderste fløje, kan man blandt andet læse i specialet »Kampklar! Antifascistisk mobilisering og militante kampformer på den danske venstrefløj 1930-36«. Her beskriver Charlie Krautwald de militante kampformer, der dengang fandtes i antifascistiske bevægelser i Europa.

»Da den yderste højrefløj fra 1932 og især 1933 begyndte at mobilisere stærkt i hovedstadsområdet, indledte værneorganisationerne sammen med radikale DSU’ere og DKU’ere en militant antifascistisk kamp. De gik målrettet efter at forstyrre og forhindre især nazisternes og Konservativ Ungdoms møder, demonstrationer og løbeseddelsuddelinger, hvilket ofte førte til fysiske konfrontationer – især regulære slagsmål, men også overfald.«

Bodil Enoch, der er forkvinde i Horserød-Stuthoff foreningen, mener også stadig det er aktuelt at forstyrre og forhindre den yderste højrefløj i at samle sig. Og ligesom Emil Olsen mener hun, at Nørrebro her spiller en central rolle.

– Det er vigtigt, at vi viser vores modstand imod fascistiske strømninger. Nørrebro har en vigtig antifascistisk historie, der trækker tråde helt tilbage til 30’erne, hvor unge antifascister gik på gaden for at holde nazisterne og fascisterne fra KU væk fra de gamle arbejderkvarterer, og i dag er kvarteret sammensat med mange forskellige kulturer og nationaliteter, siger hun.

Horserød-Stuthoff foreningen blev stiftet efter Anden Verdenskrig, og medlemmerne er pårørende til tidligere spaniensfrivillige i den Spanske Borgerkrig, eller mennesker, der har været interneret i Horserødlejren eller koncentrationslejren Stutthof.

I den historiske kontekst mener Anton Nielsen, der er søn af kommunisten og modstandsmanden Martin Nielsen og under besættelsen blev sendt til Stuthoff, at det er vigtigt at deltage i protesten mod For Frihed.

– Vi opfordrer unge som gamle til at vise deres solidaritet over for alle de mennesker, der trues af Pegidas had. Vi skal fortsætte med at kæmpe imod fascismen i alle afskygninger, siger Anton Nielsen.

For Frihed har flere gange givet udtryk for, at man tager afstand fra racisme. Tidligere talsperson for Pegida-DK Nicolai Sennels fortalte blandt andet Modkraft i 2015, at han mente, at moddemonstranterne bevidst har misforstået hans projekt, og at det byggede på »humanisme« og »medfølelse«.

Researchkollektivet Redox har trods intentionen dog flere gange dokumenteret, at folk med tilknytning til den yderste højrefløj adskillige gange er dukket op til Pegida-DK's og For Friheds markeringer.

Modkraft.dk

Kommentera

captcha